Peder Nielsen Christensen - gendarm på St Croix

I 2010 var min mand og jeg på ferie på de tidligere Dansk-Vestindiske øer, nu kaldet U.S. Virgin Islands (USVI). Ved et tilfælde faldt vi den sidste dag i snak med en St Croix-beboer, Carl. Han fortalte, at hans farfar var en dansker, som havde gjort tjeneste på øerne som gendarm, mens øerne endnu var danske. Han fik Carls far i 1914 med en lokal kvinde, men rejste efterfølgende videre til USA. Farmoderen havde aldrig rigtig fortalt noget om farfaderen, og ingen ved, hvad der blev af ham i USA.

Nu havde Carl et brændende ønske om at finde ud af mere om sin farfar. Især var han interesseret i, om han havde nulevende familie i Danmark. Det påtog jeg mig at hjælpe ham med at opklare.

For at gøre en lang historie kort lykkedes det at finde Carls fars kusine samt 4 efterkommere i generationen derefter. I 2011 besøgte Carl og hans hustru Danmark, og de mødte ved den lejlighed Carls familie, som indtil da intet havde anet om hans eksistens. Det blev starten på venskaber mellem Carl, hans familie og os. Vi besøgte St Croix igen i januar 2017, og Carl og hans hustru kom til Danmark igen i juni 2017, hvor de først var indkvarteret en uge hos os i København og derefter en uge hos deres danske familie i Jylland.

Det ved jeg nu:

Peder Nielsen Christensen, født 18. maj 1884 i Estruplund, Randers Amt, var udstationeret i det Dansk-Vestindiske Gendarmerikorps i perioden 1907-1915 (med en kort afbrydelse i 1910). Først på St Thomas 1907-1910 og derefter på St Croix. Her blev han far til en søn i 1914, fratrådte gendarmerikorpset i 1915, tog derefter ophold på øerne, men rejste videre til USA (vist nok i 1917).

Peder Nielsen Christensen var søn af en ugift tjenestepige Ane Marie Christensen (fra Nørager). Ved folketællingen 1890 boede han hos sin morfar Christen Sørensen i Kahre, Holbek sogn. Morfar var enkemand og havde i 1880 giftet sig med en noget yngre Caroline Christine Olesen. Jeg har ikke fundet nogen børn i det ægteskab. Morfar døde 1891 og næste spor af Peder er konfirmationen i Ørsted kirke 1899. Hvorfor Ørsted? - enken Caroline giftede sig igen i 1899, også i Ørsted, måske hun har taget sig af drengen?

Som udlagt barnefader til Peder Nielsen Christensen står anført en tjenestekarl Peder Nielsen ("som nu er rejst til Sverrig"). Er det den samme Peder Nielsen, som jeg finder ved folketællingen i Ørsted i 1901, 1911 og 1921, født 24. marts 1853 i Ørsted? Er det måske derfor, drengen er i Ørsted?

Ane Marie Christensen giftede sig i 1886 i Estruplund med en noget ældre enkemand. De fik sønnerne Martin Pedersen (1887) og Peder Madsen Pedersen (1892), inden hun i 1898 blev enke. I 1903 giftede hun sig igen med en enkemand, Niels Rasmussen, i Auning. Her blev hun enke igen i 1917. Hun findes i folketællingen i 1921 i Auning boende som nabo til sønnen Martin, og hun døde i Auning 1925. Jeg kom i kontakt med efterkommerne til Peder Madsen Pedersen.

Slægtsforskningsnoter findes her - navneregister, klik her

Det fandt jeg aldrig ud af:

Om Peder Nielsen Christensen:

Om familien:

Kan du bidrage med oplysninger, er Carl meget interesseret - kontakt mig da venligst på lise (snabel-a) lisegerd.dk